Kære Torben og Lone

Du og Lone kiggede indimellem ind til mig på caféen, hvor jeg arbejdede, når I var i Silkeborg. Der var noget trygt og genkendeligt ved disse besøg, som vakte en følelse af, at I stadig var der. Selvom mange år er gået siden da, er mine tanker ofte gået til jer; tanker og følelser af taknemmelighed over jeres indsats og vision, som på mange måder var forud for sin tid og over uvurderlig indsigt i livet og tankernes kraft.

Du fortalte mig på et tidspunkt om din indsigtsfulde far. At han havde betragtet en mand i en forsamling og taget sig eftertænksomt til hagen og udbrudt: “der er noget ved den mand, som jeg ikke kan lide ved mig selv”.
Denne anekdote er blevet til et fyrtårn for mig i mit møde med verden.

Sorg kan føles ubærlig og pinefuld, men den er samtidig et af de reneste og smukkeste udtryk for kærlighed.

Tak for alle de aftryk, du har sat i verden og andre menneskers liv.

Kærligst Emma