Kæreste Mai-Britt
Vi har sagt et sidste farvel.
Det er svært at sætte ord på, hvor meget du har betydet for os gennem de mere end 25 år, vi boede overfor hinanden. Fra den allerførste dag tog du imod os med varme, omsorg og åbne arme, og siden da blev du meget mere end en nabo – du blev en kær ven.
Tak for de mange gode snakke gennem årene. Tak for alle rejsefortællingerne, som vi delte med hinanden nærmest i realtid, og som gjorde, at vi kunne opleve lidt af verden sammen, selv når vi var langt fra hinanden.
Tak for din hjælpsomhed, de mange smil og vink over vejen, som altid gjorde dagen lidt bedre, og for den tryghed og tillid vi delte, når vi passede hus for hinanden og kunne rejse afsted med ro i sindet, velvidende at den anden holdt et kærligt øje med det hele. ❤️
Tak for de hyggelige stunder, de kreative idéer vi udvekslede, og for at dele både livets glæder og sorger med os. Du mødte altid verden med et smil. Du var glad, positiv, livsglad og en ægte livsnyder, og det smittede på alle omkring dig.
Selvom du ikke længere er her hos os, lever du videre i vores hjerter. Vi bærer på så mange dejlige minder, at du aldrig vil blive glemt. Når vi tænker tilbage på årene som naboer, er det med stor taknemmelighed og varme i hjertet.
Tak for alt, hvad du var for os, for alle minderne, de gode stunder og dit altid smittende humør.
Tak for alt. Tak for dig. Sov godt. ❤️