Engang for længe, længe siden gik en lille dreng igennem skoven med sin mor. De boede begge i et dukkehus overfor en dukke-skov. Det var den skov de nu gik i. Moren fortalte drengen at hun, dagen før, havde læst en nekrolog skrevet af en journalist om journalistens egen mor. Moderen sagde til drengen at nekrologen var smuk og godt formuleret, ting hun værdsatte. Hun fortalte dette på en måde der fik drengen til at forstå at når hendes tid kom, ville moren sætte pris på noget i samme klasse. Moren kendte journalisten. Han var ikke en hvilken som helst journalist. Han var redaktør på Le Figaro, en af Frankrigs største aviser. De to gik videre gennem skoven. Drengen funderede en tid og konkluderede at der var en hel del at leve op til. Min mor levede et fuldt liv. Et liv der var drevet af instinkt og hjerte. Hun var ikke meget for rationalisme, min mor. Det rationelle var noget der stod som en barriere mellem en person og deres oplevelse af livet, verden og skønheden. De, der forsøgte at få min mor til at se tingene på andre måder, og havde valgt rationel argumentation som våben, måtte vende om frustrerede. Det var et donquijotesk forehavende. Min mor søgte ikke det rationelle. Hun søgte eventyret i hverdagen. Hun søgte hverdagen i eventyret. For hende var helte og og drager lige så virkelige som en tur i Brugsen. Historie og myter var lige så relevante som nutiden. Hun kunne pludselig være i akut oprør over Djengis Khan og hans brutale rasseren - som var manden selv, den morgen, reddet på sveden hesteryg igennem Hovedgård midtby. Der var helte og skurke i min mors verden. På skurke hylden. - Djengis Khan - bølle - Henrik den ottende - den skurk - Hitler - den lille malersvend - Og Donald Trump (og så vil han købe Grønland, den idiot) Helte hylden bugnede. - Churchill - altid øverst (Never give up, never surrender - og tusind andre citater) - Shakespeare - Det engleske sprog - Den Lille Prins - Den lille kat, Sissi - Alle heste i verden. Specielt Lakavella og Nikita - Og selvfølgelig Per Høst Madsen, min mors partner som hun hold højt af i over 27 år. Min mor levede ikke i nutiden. Det var en stor del af hendes charme. Og hun kunne være super charmerende. Da jeg var dreng og min mor studerede til Cant. Mag. i fransk og dramaturgi i Aarhus, inviterede hun ofte studie venner hjem til selskaber hvor de forberedte fransk mad, drak fransk vin, klædte sig ud i middelalder tøj og lyttede til middelalder musik. Min far elskede disse seancer en smule mindre end min mor, men der kom masser af interessante og kreative mennesker igennem deres hus i Århus. Da hun var ganske ung var hun lidt mere engageret i den moderne verden. Min mor havde kørekort og kørte ofte sine venner til stranden i sin fars vogn. Jeg spurgte hende en gang hvordan hun kørte. Hun tænkte over det et øjeblik. ?Nok lidt vildt? sagde hun nøgternt. Min mor elskede at gå i biografen og for et par år siden tog vi ind og så den danske film, ?Meter i Sekundet?. I en af scenerne får hovedpersonen, Marie, en køretime. Det går helt galt. I frustration udbryder hun ?Jeg kører ikke godt!?. ? Nej? siger kørelæreren ?men du du kører spændende?. Mor, søster, tante, Nanny Helle. Du kørte ikke altid godt. Sjældent kørte du efter færdselsreglerne. Men hvor kørte du bare spændende.